Rejsningen af "Blækflaget" i Eilat i 1948.
Med denne post føler jeg, at jeg bevæger mig nu ud i et veritabelt minefelt, noget der i sagens natur må foregå med en vis agtpågivenhed. Det er kendetegnet ved minefelter at man let kan træde ved siden af og komme grimt til skade, så lad mig indlede ved at sige at mine holdninger på ingen måde skal forstås som at jeg mener at have nogen dyb forståelse af problemet, men blot er mine overfladiske indtryk, efter at have læst bøger og artikler og have besøgt Det Hellige Land sidste år.
Nuvel, lad os komme igang. Først lidt fakta (håber jeg, de er fra hukommelse, så rettelser modtages gerne):
- Israel erklærer sig uafhængigt i 1948, tre år efter 2. Verdenskrig og efter mere end seks millioner jøder har mistet livet i Nazityskland. Uafhængigheden kommer efter mange års jødisk immigration til Palæstina og efter FN har godkendt delingsplanen, med ca. 45% land til palæstinenserne og 55% til jøderne. Af de 55% er en stor del Negev-ørkenen.Der boede omkring 600.000 jøder i Israel og 1,2 millioner arabere.
- Israel er blevet angrebet mindst fire gange af arabiske stater, hver gang med trussel om total undergang.
- Der har alle årene eksisteret både jødiske og arabiske terrorgrupper, fra jødisk side mest prominent Irgun og Haganah (dog nok meget et definitionsspørgsmål om man vil kalde Haganah en terrorgruppe) og fra arabisk side, Hamas, Fatah og PFLP.
- Alle de palæstinensere der blev i Israel under uafhængighedskrigen blev israelske statsborgere hvis de ville, men Israel har ikke siden anerkendt nogen palæstinensisk ret til at vende hjem.
- Israel giver alle jøder, børn af jøder og børnebørn af jøder ret til at bosætte sig i Israel. Det vil i praksis sige Israelsk statsborgerskab, og pas efter et år.
Konflikten er som sagt kompleks, og det er svært at finde ud af hvor man skal begynde.
Lad os begynde med nogle ting jeg er enige i, og nogle ting jeg har det svært med: Jeg støtter Israels ret til at eksistere, primært som en reaktion på jødeforfølgelserne. Man kan selvfølgelig stille sig tvivlende overfor hvorvidt et 3000 år gammelt krav på et stykke land i sig selv legitimerer noget, men jeg synes at den oprindelige delingsplan fra FN virkede som et fornuftigt træk på det tidspunkt den blev vedtaget. Den sikrede at de jøder der overlevede fra nazi-tyskland og som rundt om i verden blev forfulgt, herefter havde et sted at flygte hen. Yderligere valgte de også at skabe et demokrati, noget som jo i sig selv er legitimerende for en stat, efter min mening. Jeg støtter også Israels ret til selvforsvar mod terrorister og mod en arabisk verden der flere gange har forsøgt at få staten til at gå under.
Så vidt de ting jeg støtter, der er jo desværre også en bagside af medaljen. Primært at en stor mængde mennesker har lidt på grund af Israel. Det er et faktum at ca. 700.000 mennesker flygtede fra deres hjem pga. Uafhængighedskrigen. Igen kan man selvfølgelig diskutere hvorvidt dette skyldtes unødvendig brutalitet fra Israels side, eller om det primært var et resultat af aggression mod Israels grænser. Det er i hvert fald interessant at forestille sig hvorvidt intentionerne om lighed i den israelske uafhængighedserklæring i højere grad var blevet til virkelighed hvis staten ikke i så høj grad var blevet truet på sin eksistens.
Det er i øvrigt interessant når man taler om de palæstinensiske flygtninge at notere sig at de har en status som, mig bekendt, ikke er givet til nogen andre flygtninge, nemlig at flygtningestatusen kan arves. Dvs. at der nu er ca. 4 millioner anerkendte palæstinensiske flygtninge i verden.
Den palæstinensiske ret til at vende hjem, eller i hvert fald blive økonomisk kompenseret, er noget jeg i høj grad støtter uanset hvad. Det er klart at det ikke kan være den alm. civile palæstinensers skyld at de blev fordrevet, uanset om man så mener at skylden ligger hos araberne, eller hos den israelske stat.
Jeg har selv besøgt Vestbredden en enkelt gang, og det er klart for mig at bosættelserne er uacceptable. Det er både imod internationale konventioner at bosætte besat land, og samtidig er de unødvendige for Israel, hvorimod de er skyld i at palæstinensere bliver frarøvet land. Bosættelserne virker samtidig som en ydmygende klud i ansigtet på millioner af mennesker verden over. Derfor mener jeg at det er nødvendigt at rømme Vestbredden, på samme måde som man gjorde i Gaza, for at nogen fredsproces skal kunne fungere.
For at tale om konflikten i lidt bredere perspektiv er mit syn at de primære grunde til konfliktens fortsatte beståen primært er bosættelserne, som nævnt ovenfor, samt Iran og Syriens støtte til Hamas og andre palæstinensiske terrorgrupper. For at opnå en bestående fred, er det derfor også nødvendigt at få en fred med, først Syrien, og dernæst Iran. Først når det er opnået vil våbensmuglingen og den økonomiske støtte stoppe til terroristerne, og så vil det, måske, være muligt at få en varig fred.
Hamas’ mål er ikke på nogen måde en fred med Israel, men i stedet at udslette Israel fra landkortet, hvad der efter min mening ikke vil være acceptabelt. Det acceptable mål må være nye grænser til Gaza (dvs. et større Gaza), tilbagetrækning til Green Line ved Vestbredden og så Jerusalem som en form for international by. I hvert fald Den Gamle By hvor de hellige steder er placeret. Resten af byen kunne så deles, som den var indtil 1967.
Den ovenstående plan, eller andre i stil med den, hæmmes desværre af primært religiøs fanatisme på begge sider. I Israel er der en gruppering af mennesker der mener at landet, hele “Eretz Israel” er givet dem af Gud, og det derfor er noget nær deres pligt at bosætte sig i Vestbredden, mens der i den arabiske verden desværre er folk der mener at det gør Gud glad, at slå jøder ihjel. Jeg tror det er vigtigt at disse kræfter sættes uden for indflydelse, hvis en fred skal kunne opnås.
Lad flammekrigene begynde!
