Ｔｏｋｙｏ －＞ Ｏｓａｋａ

Ｊｅｇ　ｅｒ　ｎｕ　ｋｏｍｍｅｔ　ｔｉｌ　Ｏｓａｋａ，　ｃａ．　５００　ｋｍ　ｖｅｓｔ　ｆｏｒ　Ｔｏｋｙｏ．　Ｊｅｇ　ｔｏｇ　ｔｏｇｅｔ　ｈｅｒｈｅｎ, eller dvs. at sige toget er en anelse respektloest idet vi her snakker om Nozomo-Shinkansen.　Nozomo er den hurtigste togbane i Japan, og den klarer turen paa ca. 2,5 time igennem by og bjerglandskab.

Japan generelt er en saer oplevelse, meget bureaukratisk, men nogle gange ogsaa uhyre effektivt, fx med transport. Japanerne er ogsaa en speciel oplevelse, nogle gange vil de goere meget for at hjaelpe en og nogle gange klapper de fuldstaendigt i. Samtidig er deres skriftsprog mildest talt ogsaa bizart. Selvom de er i besiddelse af et fuldt funktionsdygtigt alfabet (92 tegn!) bruger de alligevel ogsaa Kanji (kinesiske tegn), angiveligt fordi det andet er for boern.

Laengere rapport foelger. Og forresten er jeg ved at loebe toer for penge.

Next stop Japan

Eller hvis sandheden skal frem er næste stop vist (desværre) Kongeriget Danmark, men efter jeg købte min billet til Japan virkede det som en god titel. Måske skulle den i stedet have heddet “Leaving Australia”.
Men under alle omstændigheder er jeg nu er Tokyo, (hovedstaden i Japan, hvis nogen skulle være i tvivl). Stedet er på alle måder enormt, jeg tror der er over tyve millioner mennesker i byen. Indtil videre føler jeg mig meget fremmed, men også velkommen, japanerne er meget venlige og gør meget for at hjælpe en når man ikke kan finde ud af tingene.
Det blev kun til et kort indlæg denne gang, for Tokyo med sine kirsebærtræer i blomst venter …

Tasmanien

Givet min og Kaspers uforlignelige visdom var det givet at det måtte ske på et tidspunkt, ja denne skelsættende begivenhed der vil blive pejlemærke for generationer af rygsækrejsende var næsten givet på forhånd: vi har forladt hovedlandet og opholder os nu i Hobart, Tasmanien. For dem der ikke havde gættet det er det skelsættende naturligvis at der er koldt i Tasmanien. Jeg mistænker at det er noget underbevidst der har fået os til at søge kulden, noget der skyldes vores fjerne i fortid i et lille land langt mod nord.

Men under alle omstændigheder opholder vi os nu på den ø hvor HKH Kronprinsesse Marys trådte sine barnesko. Og her er egentlig ganske rart. Tasmaniens klima minder en del om det danske og lige nu minder den tasmanske sensommer da også ganske meget om noget vi kender. Himlen er overskyet med en enkelt solståle der kigger frem her og der, temperaturen er lige nu omkr. femten grader, så de lange bukser kommer nu til deres ret.

Det næste stykke tid vil byde på følgende:
Ugen: kig på Tasmanien.
Lørdag:  Fly fra Launceston til Melbourne.
Søndag:  Formel 1 Grand Prix.
Mandag: Fly til Cairns.

Men siden vi nu er i Tasmanien vil den opmærksomme læser kunne deducere at vi kommer et sted fra og det sted er Melbourne, en ganske dejlig by hvor jeg overvejer at slå mig ned et par måneder indtil den danske sommer er kommet i sving.

Det var alt for nu. Jeg vil nu kigge lidt på jobsituationen i Melbourne.

Melbourne

Så er jeg nået til Melbourne, en ganske charmerende by. Efter Canberra har jeg tilbragt tiden med at rejse langs Princes Hwy. der følger kysten mellem Sydney og Bairnsdale. Undervejs stoppede vi i Bateman’s Bay og Lakes Entrance. I Bateman’s Bay mødte vi en fyr fra Tyskland som siden har fulgt samme rute som os. I Bateman’s Bay boede vi på en campingplads og lejede en campingvogn, hvad der var udemærket og ikke særlig dyrt (48 AU$/nat). Den første dag tilbragte jeg på stranden. På busstoppestedet på vej derud, mødte jeg en surfer som jeg fulgtes med. Han lod til at være ret glad for marihuana, hvad man heller ikke var i tvivl om når man talte med ham. Dagen efter tog vi en tur sammen med den tyske fyr (Mathias) ud i skoven og gik til Pebbly Beach. Meget flot sted og vi fik set kænguruer og papegøjer i fri natur.
Dernæst gik turen til Lake’s Entrance, en lille turistby uden alt for meget charme, men med meget flot natur til at kompensere. Her boede vi på et meget hyggeligt hostel hvor vi, igen, mødte den tyske fyr og kom til at dele værelse med en engelsk fyr som vi fulgtes med til Melbourne.

Og så lidt backpackerhumor. Den store vandrehjemskæde i Australien hedder YHA (Youth Hostel Association, kan varmt anbefales) og det udtaler man normalt et bogstav ad gangen på engelsk. Vi var ude med nogle tyske piger i Lake’s Entrance som fortalte at de skulle mødes med nogle tyske fyre ved et yha. Over telefonen blev de tyske fyre spurgt om hvor de var og svaret var: “wir sind an die Yiihaaaa”. Ligesom et kampråb…

Jeg er begyndt at nyde Australien temmelig meget, vejret er godt og ferien er i det hele taget temmelig afslappende. Jeg er kommet over mine søvnproblemer og Kasper er blevet rask, så alt er vel her på den sydlige halvkugle. Og så har jeg lagt nogle flere billeder på mit Flickr-account.