Så er jeg nået til Melbourne, en ganske charmerende by. Efter Canberra har jeg tilbragt tiden med at rejse langs Princes Hwy. der følger kysten mellem Sydney og Bairnsdale. Undervejs stoppede vi i Bateman’s Bay og Lakes Entrance. I Bateman’s Bay mødte vi en fyr fra Tyskland som siden har fulgt samme rute som os. I Bateman’s Bay boede vi på en campingplads og lejede en campingvogn, hvad der var udemærket og ikke særlig dyrt (48 AU$/nat). Den første dag tilbragte jeg på stranden. På busstoppestedet på vej derud, mødte jeg en surfer som jeg fulgtes med. Han lod til at være ret glad for marihuana, hvad man heller ikke var i tvivl om når man talte med ham. Dagen efter tog vi en tur sammen med den tyske fyr (Mathias) ud i skoven og gik til Pebbly Beach. Meget flot sted og vi fik set kænguruer og papegøjer i fri natur.
Dernæst gik turen til Lake’s Entrance, en lille turistby uden alt for meget charme, men med meget flot natur til at kompensere. Her boede vi på et meget hyggeligt hostel hvor vi, igen, mødte den tyske fyr og kom til at dele værelse med en engelsk fyr som vi fulgtes med til Melbourne.
Og så lidt backpackerhumor. Den store vandrehjemskæde i Australien hedder YHA (Youth Hostel Association, kan varmt anbefales) og det udtaler man normalt et bogstav ad gangen på engelsk. Vi var ude med nogle tyske piger i Lake’s Entrance som fortalte at de skulle mødes med nogle tyske fyre ved et yha. Over telefonen blev de tyske fyre spurgt om hvor de var og svaret var: “wir sind an die Yiihaaaa”. Ligesom et kampråb…
Jeg er begyndt at nyde Australien temmelig meget, vejret er godt og ferien er i det hele taget temmelig afslappende. Jeg er kommet over mine søvnproblemer og Kasper er blevet rask, så alt er vel her på den sydlige halvkugle. Og så har jeg lagt nogle flere billeder på mit Flickr-account.


